Forbrænding

Når træ brænder, frigiver det gasser, og det er faktisk gasserne, der brænder, ikke træet.

Nogle af disse gasser brænder let og helt af, mens andre kun brænder delvist og efterlader røg og sod.

Den generende røg indeholder mange forurenende stoffer, men også energi.

Ved bål og i de fleste brændeovne forsvinder røgen op i luften eller skorstenen, og du får kun en del af den varme, som brændet kan give.

Hvis vi kunne holde mere varme i ilden og tilføre ilt, ville den brænde helt af.

Det er netop, hvad en raketovn gør, og med vores forbedringer opnår vi en forbrændingseffektivitet på godt over 98 %. Termisk effektivitet – den andel af træets energi, der ender som varme i dit rum – er 80,6 % for Gamera 7 og 75,4 % for Tiny 3, testet af SGS

Vil du høre den tekniske forklaring?

Hvad består træets tørre og døde ved af som brændsel?

I et træ består ethvert stof af atomer, der er ordnet i molekyler, som igen opbygger celler i forskellige væv. Omkring 40-45 % af træet består af cellulose, 23-32 % af hemicellulose, 15 til 25 % af lignin, nogle få procent vand og en række stoffer, som vi for nemheds og enkelheds skyld kalder “andet”.

Cellulose er en krystallinsk, uforgrenet biopolymer, lugt- og smagsløs, uopløselig i vand og opbygget af kulstof, brint og ilt. Hemicellulose er betegnelsen for en gruppe heteropolymerer, der i modsætning til cellulose er amorfe, og hvis kæder er forgrenede og danner en svag struktur.

Lignin er en kompleks polymer opbygget af aromatiske alkoholer kaldet monolignoler. Det er den mest udbredte polymer i verden efter cellulose. Lignin giver hvert træ dets særlige egenskaber – styrke og stivhed. Det er usædvanligt, fordi det har en stærkt forgrenet, uensartet struktur. Takket være lignin står hvert græsstrå, hver busk og i det hele taget hver plante oprejst og tåler både vind og forbipasserendes berøring.

Og nu lidt om forbrændingstemperatur og varme, flammer og lys:

For bedre at forstå forbrænding skal man vide, hvad temperatur er. Temperatur er et mål for graden af bevægelse hos de atomer og molekyler, som stoffet består af. Teoretisk kan den variere fra nul til uendelig. Men i virkeligheden kan det absolutte nulpunkt ikke nås, det findes kun i forskernes fantasi. Absolut nul betyder fuldstændig mangel på bevægelse. Et sådant forhold er i strid med livets og energiens natur.

Når vi begynder at opvarme et stof, begynder dets partikler at accelerere deres dans. At varme noget op betyder at tilføre energi.

Varme kalder vi for nemheds skyld bare varme. Varme dannes blandt andet ved afbrænding af brænde, men ikke kun.

Forbrænding er en hurtig oxidation af et stof, som vi for nemheds skyld kalder et brændsel, hvorved der frigives varme og lys, og der dannes en blanding af udgangsstofferne, fortrinsvis faste partikler, gasser og vand.

Ethvert materiale har en kritisk temperatur, hvor forbrændingen begynder. Når der er tilstrækkeligt brændsel, ilt og varme, kan forbrændingen starte.

Lad os vende tilbage til træet og i tankerne bygge et bål. Her ligger tynde og tykke grene stablet – de er vores brændsel – og omkring os er luften fuld af ilt, som vi indånder med hvert åndedrag. Nu skal vi blot hæve temperaturen i nogle af grenene op til den kritiske energi. Du kan gnide lidt, eller du kan bare bruge en varmekilde, f.eks. en lighter. Energikilden får byggestenenes dans til at tage fart, deres bevægelser tiltager, og en nedbrydningsproces begynder. Bevægelserne bliver så kraftige, at de overvinder de kræfter, der holder atomerne sammen i molekyler og molekylerne sammen i celler. Alt vibrerer og dirrer! Langsomt men sikkert begynder cellulose og lignin at nedbrydes, de lange kæder begynder at smuldre, og vi ser røg – små stumper træ i luften. Temperaturen stiger yderligere, nedbrydningen bliver endnu kraftigere, og der dukker gasser op omkring (husk lignins alkoholer), og se: der er vores brændselsblanding – røgpartikler blandet med en række gasformige kulbrinter. Alt sammen dannet ved nedbrydningen af cellulose og lignin, men stadig ingen forbrænding. Forbrændingen forudgås af sønderdeling og forgasning af cellulose og lignin (pyrolyse). Nu støder molekylerne i disse gasser stadig kraftigere sammen med den frie ilt i luften, indtil stødene på et tidspunkt bliver så kraftige, at ilten trænger ind i gasmolekylet, binder sig til en del af det, og det brister, eksploderer – bum! Forbrændingen er i gang. Den energi, der frigives fra de sønderslåede bindinger, er det, vi kalder varme – og ikke kun det!

Reaktionen accelererer; hvert oxideret molekyle går i opløsning, frigiver energi og afgiver en del af den til andre molekyler. Processen bliver så intens, at der opstår lysende flammer. Atomer og molekyler støder voldsomt sammen og øger deres indre energi, som et øjeblik efter frigives i form af lys. Infrarødt, synligt og endda ultraviolet. Lyset stråler også. Især det infrarøde. Jo højere temperaturen bliver, desto kraftigere er flammerne.

Lyset udgør også en del af den termiske energi, der frigives ved forbrændingen. Den kaldes strålingsenergi.

Flammerne er det synlige tegn på ilden. De udsendes af varme gasser og partikler.

Hvad er ovne?

Ovne er apparater, som ved at brænde brændsel afgiver varme og tjener forskellige formål og behov. Hver ovns effektivitet bestemmes hovedsageligt af to ting – for det første hvor fuldstændigt brændslet brænder, og for det andet hvor meget af varmen der forbliver brugbar.

Den mest ineffektive form for forbrænding er det åbne bål. Derfor opfandt vi først ovnene. I dag har alle ovne og kamine brug for en skorsten for at fungere godt. Skorstenen fører røggasser og uforbrændte sodpartikler ud af dit hjem. Skorstenen skaber også ovnens “træk”, trækker luft ind og leder på den måde ilt ind i forbrændingskammeret.

Skorstenstrækket afhænger af dens højde og temperaturforskellen mellem røggassen og den omgivende luft. Skorstenens tværsnit er en vigtig faktor. I vores mest populære størrelse har røgrøret en diameter på 13 cm. Derfor skal skorstenens mindste tværsnit være 13 cm. En skorsten kan faktisk have flere løb, så én skorsten kan betjene flere ovne, men hver ovn kræver et separat løb med et tilsvarende tværsnit.

Indsnævringer, skarpe knæk og endda ru overflader gør det svært for gasserne at bevæge sig frit.

Skorstenen skal placeres, så den er den højeste del af taget og ikke ligger tæt på høje bakker og bygninger, fordi vinden, der passerer disse bakker, skaber zoner med forskelligt tryk, hvilket påvirker skorstenens funktion.

For det andet kræves der god isolering, så skorstenen holdes varm, hvilket understøtter røggassernes opstigning mere effektivt. Hvis skorstenen er kold, trækker den gas, der bevæger sig i den, sig sammen under afkølingen, bliver tungere og falder nedad. Det skaber også betingelser for kondens.

Skorstene er altså en integreret del af ovnen. Og de kræver vedligeholdelse. De skal fejes. Men hvorfor? Ved ideel forbrænding er det eneste, der bliver tilbage, vand og kuldioxid. Men det sker aldrig helt. Selv forbrændingsmotorer udsender røg og forbrændingsgasser, selv om de er ret sofistikerede apparater, der kører på højt raffinerede brændstoffer.

I de fleste ovne med lav effektivitet brænder kun en lille del af brændslet af. Resten, som er en blanding af røggasser, uforbrændte gasser, sodpartikler, aske og vanddamp, bevæger sig op gennem skorstenen og ud i atmosfæren. På vejen gennem skorstenen klumper røg- og askepartikler sig sammen og sætter sig fast, hjulpet af varme, fugt og gasser. Disse lag mindsker skorstenens effektive tværsnit og hæmmer gassernes bevægelse, så ovnen ofte begynder at ryge ind i rummet. Sådanne aflejringer opstår også i røgrørene.

For at opretholde trækket i en ovn kræves der en konstant afledning af varm gas gennem skorstenen. Her er den anden faktor bag ovnens samlede effektivitet. For det første bliver omkring 50-70 % af brændslet til varme, og for det andet er kun en del af denne varme brugbar. Resten bliver tilbage i skorstenen.

Raketovnens vigtigste fordele.

Nu hvor vi har kastet lidt lys over ovnen og forbrændingen, bliver det lettere at forstå, hvordan den fungerer, og hvorfor en raketovn er mere effektiv.

Billedet nedenfor viser en sådan ovns skematiske opbygning. Nederst er ovnens krop lavet af ildfast og isolerende materiale, som i formen ligner bogstavet J. Som det ses på billedet, lægges grenene i den korte lodrette del, ilden brænder i et vandret forbrændingskammer, og gasser og røg løber gennem den centrale skorsten, falder derefter ned i et rum afgrænset af en cylindrisk metalkappe og ledes ud i røgrøret og skorstenen. Ikke noget kompliceret, vel? Hvad er det så, der gør ovnen mere effektiv? Grundlæggende to ting.


Skema


Se først på den centrale skorsten. Som tidligere nævnt er denne del lavet af varmebestandigt og varmeisolerende materiale. Den tåler altså høje temperaturer, men leder ikke varmen godt. Den lave varmeledningsevne er vigtig. Takket være den opvarmes hovedskorstenen til høje temperaturer på 800 til 1000 grader. Det sker ikke med det samme, når ovnen tændes. Det tager her omkring 20 til 30 minutter, afhængigt af forbrændingens intensitet, at få den centrale skorsten godt varm. Når det er sket, siger vi, at ovnen arbejder i “raket”-tilstand.

Og nu et skridt tilbage til den forestillede ild, der er tændt. Forestil dig, at forbrændingen er i gang, og at den centrale skorsten er varm – at ovnen er i drift. Hvad sker der her, som er anderledes end i en almindelig ovn? Det, der sker, er følgende: En blanding af forbrændte og uforbrændte gasser, røg og vanddamp fra forbrændingen af materialet i det vandrette forbrændingskammer strømmer gennem den varme centrale skorsten, kommer i kontakt med de varme vægge, og det, der ikke er brændt, brænder her. Det betyder, at jo højere den centrale skorsten er, desto bedre brænder vi. Det kaldes sekundær forbrænding. Atomerne i det materiale, den centrale skorsten er lavet af, vibrerer med stor intensitet, men de bliver på plads, og materialet går ikke i opløsning. Derfor siges det at være varmebestandigt. Gasblandingens molekyler får, når de føres tæt på væggene, ekstra energi og accelererer deres bevægelse, og i kontakt med ilt brænder de af, hvorved der frigives varme. En del af den forlader skorstenen, og en anden del holder temperaturen oppe. Sådan lyder den centrale skorstens rolle. Det er et meget vigtigt element, som sammen med det vandrette forbrændingskammer udgør raketovnens hjerte.

Et andet interessant fænomen, der opstår på grund af raketovnenes opbygning, er trækket. En raketovn skaber sit eget træk. Det betyder, at den kan fungere uden skorsten! Du kan bare lede røgrøret ud gennem vinduet – og så er den klar. Skorstenen understøtter dog effektiviteten og ydelsen. Hvordan opstår det selvskabte, “raketlignende” træk? Den varme gasblanding, der forlader den centrale skorsten, bliver lukket inde i rummet mellem den og den cylindriske kappe og afkøles. Det skyldes, at den cylindriske kappe, der er lavet af metal, er i kontakt med den omgivende luft, som har en temperatur på f.eks. omkring 22 grader, mens gasblandingen, der forlader hovedskorstenen, har en temperatur på over 400 grader. Den afkølede gas trækker sig sammen, og trykket i rummet omkring skorstenen falder – der opstår undertryk, som får ovnen til at “suge” luft ind gennem åbningen til forbrændingskammeret. Derfor er det vigtigt, at den ydre kappe er tæt.

Raketovnens træk er en stor fordel. Det gør det muligt at udnytte mest muligt af den varme, der dannes under forbrændingen. Det sker ved at lede røggassen gennem tilstrækkeligt lange røgrør, som fungerer som varmevekslere. Det er vigtigt at nævne, at raketovnens træk ikke kan reguleres med en spjældventil i røgrøret. Det skyldes, at “raket”-trækket “skubber” gassen frem, og hvis vi sætter en spærring i vejen, vil røgen presse sig ud i samlingerne i røret og trænge ind i rummet.

At arbejde med en raketovn har sine finesser. Og her har vi til enhver tid den perfekte forbrænding. Alligevel udsender selv bilmotorer til tider røg og sod. Optimal forbrænding opnås ved det optimale forhold mellem varme, brændsel og ilt.

En raketovn lader os nyde det halvåbne bål, tænder hurtigt og nemt og giver os bedre kontrol over forbrændingens intensitet.